0 % alkohol i januar?

0 % alkohol i januar?

Er du klar til at holde HVID JANUAR? Sundhedsstyrelsen opfordrer med kampagnen HVID JANUAR til, at vi alle støtter hinanden i, at det er helt acceptabelt ikke at drikke alkohol. Samtidig er HVID JANUAR en god mulighed for at bryde med sine alkoholvaner og få mere energi. Faxe Kommune og Faxe Rusmiddelcenter vil gerne udfordre dig til én hel måned uden alkohol. 

 

Uanset om du selv planlægger at holde HVID JANUAR eller ej, kan det være en god idé at overveje, hvordan du kan bidrage til, at alle føler sig som en del af det sociale fællesskab ved sammenkomster – også i januar.

Selv om alkoholforbruget generelt falder, synes mange nemlig stadig, at det er svært at være en del af det sociale fællesskab ved sammenkomster, hvis man ikke drikker alkohol. Det fremgår af undersøgelsen Danskernes alkoholvaner 2018, som Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden har udgivet. I undersøgelsen fremgår det blandt andet, at cirka hver tredje mener, at det er svært at være en del af det sociale fællesskab ved sammenkomster, hvis man ikke drikker alkohol, og hver fjerde savner alkoholfri alternativer.

Interessen for at holde HVID JANUAR passer godt sammen med det fald, der har været de seneste år i danskernes alkoholforbrug. De seneste tal fra Den Nationale Sundhedsprofil 2017 viser, at antallet af voksne, der holder sig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, stiger. Det vil sige, at de holder sig under 7 genstande om ugen for kvinder og 14 genstande om ugen for mænd. Andelen, der overskrider grænsen, er faldet fra 24 % i 2010 til 18 % i 2017. Det svarer til et fald på 25 %.

Kampagnen HVID JANUAR bliver gennemført for at støtte ændringerne i den danske alkoholkultur og dermed bidrage til, at den enkelte får sundere alkoholvaner. 

 

Synes du, at det er svært?

Så kan du altid få gode råd og vejledning hos os i Rusmiddelcentret. Hvis vi ikke tager telefonen, så læg en besked på telefonsvareren - så ringer vi hurtigst muligt tilbage.

Ring til os på telefonnummer 5620 2720 eller send en mail til rus@faxekommune.dk.

Åbningstider i Rusmiddelcentret:
Mandag og torsdag: 8.00-18.00
Tirsdag og onsdag: 8.00-16.00
Fredag: 8.00-13.00

Telefonerne er åbne:
Mandag-onsdag: 9.00-13.00
Torsdag: 9.00-17.00
Fredag: 9.00-13.00

Adresse:
Præstøvej 78, Bygning 18
4640 Faxe

Rusmiddelcentret ligger i tilknytning til Faxe Sundhedscenter.